|
|
|
|
|

Ved en landsdækkende hvid jul forstås normalt at mere end 90% af Danmark er dækket af sne den
24. december om eftermiddagen. Men ikke kun med et drys af sne eller blot med rim på jorden.
Snedybden skal være mere end en ½ cm. Julesneen eller noget af julesneen kan godt være faldet
op til mange dage i forvejen.
Med denne definition af hvid jul har der kun været 8 tilfælde siden 1900 i Danmark, og der går
således statistisk set i gennemsnit 14 år imellem de hvide jul.
De 8 landsdækkende hvide jul var i årene:
1915
1923
1938
1956
1969
1981
1995
2009
I 1915, 1923 og i 1981 faldt der sne over store dele af landet selve juleaften, endda som forrygende
snestorm i 1915 og 1923. Fra 1915 berettes om lukkede veje og jernbaner på grund af sne fra den 22.-29.
december, især i Nordvestjylland, hvor Thy-banen var lukket en uge. Her sneede det med mindre ophold i
næsten en uge og det var meget blæsende, nu og da storm fra øst og nordøst. Da det var koldest i denne
periode var der kuling og 12-14 frostgrader i Nordjylland.
Chancen for en landsdækkende hvid jul er således i al almindelighed kun 7%. I 2 ud af 3 tilfælde eller
i 67% af tilfældene er julen den 24. december sidst på eftermiddagen grå og mild. I de resterende
tilfælde, ca. 25%, forekommer flere forskellige overgangsformer mellem den landsdækkende hvide jul
og den grå, milde jul. Fx kan vejret juleaften være gråt og mildt over de sydlige egne af landet,
mens der er frost og sne over de nordlige egne, eller f. eks., som i 1996 hvor det var frostvejr
og ingen sne overhovedet om aftenen den 24. december.
Kilde: Danmarks Meteorologiske Institut
|
|
|
|
|